torsdag den 6. september 2012
Suppe på vildt og strandkrabber
Fra den vilde natur i skov, mark, strand og vandet kan man høste alverdens spiselige sager. Noget smager fantastisk og der er helt sikkert noget for enhver smag.
Det er en fornøjelse at tage med ungerne til havnen og fiske krabber med en line, en klemme og en musling som madding. Efter få øjeblikke er den første "på krogen" og inden længe er spanden halvt fyldt.
Det betyder skrig og skrål fra ungerne der energisk fyldes af glæde og forundering.
Men det betyder også aftensmad.
I rigtig mange havne (der er rene) findes der strandkrabber i læssevis - prøv det!
Disse strandkrabber er ikke særligt kødfulde men man kan lave de mest fantastiske supper ud af strandkrabberne.
God fangstlyst til alle børnene.
Denne suppe blev til (i øvrigt hver dag) på min sommerferie med familie og venner på Samsø i min tilbagevenden til det fantastiske sted "Peter´s hus" ved Lilleøre. Vi fiskede alverdens hver dag.
Strandkrabbesuppe
Den vilde model, lavet kun på vildt høstede sager:
700 g strandkrabber eller taskekrabbekroppe
2 spsk olivenolie
Modne hyben, friske umodne hasselnødder, havtorn
Kantareller, skovsyre, gåsefor, strandkarse, strandkål og andre gode vilde urter.
Lidt fløde
Frys krabber i en time så de bedøves og flæk dem igennem hovedet. Steg krabber i olivenolie til de er gyldne og tilsæt havtorn, udkernede hyben og lidt af urterne. Tiulsæt vand, kog ½ time, sigt, tilsæt fløde og kog igennem og krydr med slat og peber.
Pluk urter og udsten flere hyben, hak fint og hak kantareller eller andre svampe groft. Steg let i olivenolie og tilsæt til suppen når svampe er gyldne og urter har fået varme.
Husk kun at spise vilde sager som du kender eller har fået en til at godkende.
Server med brød.
Den lette - lavet med rodfrugter og andet kultiveret:
700 g strandkrabber eller taskekrabbekroppe
2 spsk olivenolie
200 g blandede urter som selleri, løg og gulerod
Evt. vilde urter som camille, strandkarse, røllike, havtorn
Lidt hidløg
Salt og peber
Evt. lidt fløde
Godt brød
Kom krabberne i fryseren i 1-1½ time for at bedøve dem.
Sæt en gryde over ilden med olivenolie. Tag krabberne ud af fryseren og flæk dem med en stor kniv.
Steg dem i olivenolien i et par minutter og tilsæt rodfrugter og løg, skåret i tern. Steg yderligere i 3 minutter og tilsæt tomatpure, hvidløg og vand så det dækker.
Koges igennem i ca. 20 minutter hvor skummet tages løbende væk. Sigtes, koges ned, smages til og tilsættes evt. lidt piskefløde.
Skyl de vilde urter, hak dem groft og tilsæt dem til suppen lige før servering. Server med godt groft brød.
Sådan fanger du krabber: En snor, en klemme, en åben musling. Ud i havnen fra en bro og vent på at der er bid.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar