Miles Irving og min søster Lene kom forbi gården for at snakke vilde urter. Min søster lever til dels af at høste og sælge her i Danmark imens Miles nærmest er en vild legende i England hvor han høster til alle toprestauranterne. Han var i Danmark idet han afholdt vildtkurser på Meyers Madhus.
Vi gik naturligvis en lille tur ud i de kultiverede landskaber for at snuse. Forunderligt hvor stor en del af det man vader rundt i der kan spises.
Efter få minutter havde både Lene og Miles poserne fulde af alskens vilde sager.
Gåsefod, camille, og meget meget mere blev høstet. Efter turen tog vi hjem til mig og tændte op i den brændefyrede pizzaovn (som jeg varmt kan anbefale - fra pizzalovers).
Pizzaen på billedet er med vilde svampe, standløg og salturt samt rå gåsefod.
Standløg var nyt for mig. De vokser på stranden og det er blomsten når den har sat frø der kan spises. Miles nuldrede skallen af så man kommer ind til de hvidløgsduftende kerner. Himmelsk smag.
Salturt høstede vi på sommerferien på Læsø på stransletterne. Specielt på den lange lille Ø "Stokken" var der der oceaner af salturt.
I det vilde univers er der rart at være. At høste det vilde virker himmelsk, intenst og overvældende. Det er gratis, lærerigt og rigtig sundt for sind og mave.
Vil du i gang så husk at spørge kendere til råds så du ikke forveksler og spiser giftige sager.
Ud over pizza lavede jeg en vild pesto: Salturt, gåsefod, camille, syre m.m. + madagaskarpeber, lime og olivenolie. Jummi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar