Af og til kan man spørge sig selv hvad det e man bruger livet på. Jeg vil jo egentlig gerne forandre verden, gøre en forskel, skabe rækkevidde og måske i et skørt øjeblik - også huskes for det. Uagtet at jeg ved at straks man er borte er verden videre.
Og så ser jeg mig af og til i en alder af 46 år stå og lave noget så banalt som en gryde mad på TV...
Hvor end min hjerne og mit hjerte gerne vil op på den store klinge og skabe radikal forvandling så er det på den lille klinge at det sker.
I går var jeg således først på TV2 Fri på landet for at vise hvordan man laver grønne retter af kartofler. Pizza, kartoffelbrud rösti med spinat og mere. 3 timer på og derefter på vej hjem til familien for at holde ½ dags efterårsferie,-
På vej hjem fik jeg så et opkald der ændrede retningen. Aftenshowet har der kl 15 fundet ud af at det er en super idé med Søren E der skal ind og lave suppe. Mine 2 praktikanter jeg havde med mig (Camilla og Tine) var heldigvis smilende friske og indvilgede i at ændre kursen til Krogerup for at reloade bilen med nyhøstede sager og en hurtig forfatning af nye opskrifter til aftenens brug. Og vupti 2½ time senere var vi i studiet med hele setuppet.
Og sådan gør livet sin gang:)
Opskrifter til tv2 fri
Jordskok/kartoffelpuré
Tilberedningstid ca. 30 minutter
200 g Jordskokker, 2 sorter
200 g kartofler, 2. sorter - Blå congo og King Edward
Olivenolie
100 g Parmesan
½ lime, saften af
Krydderurter
Salt og peber
Skur og kog jordskokker og kartofler helt møre i vand uden salt. Hæld vandet fra og gem lidt af kogevandet. Mos rodfrugter forsigtigt til grov puré. Rør olivenolie deri, ca. 1 dl pr kg. Smag til med salt og peber samt limesaft. Drys med revet parmesan til en og drys til sidst med krydderurter. Spæd evt. undervejs med lidt kogevand til puréen er en passende konsistens.
Rösti
Tilberedningstid ca. 35 minutter
600 g kartofler
200 g spinat
200 g gedeost
100 g løg
Salt og peber
Vask kartofler grundigt og riv dem på en madolin eller den grove side af rivejernet. Pres vandet ud af de revne kartofler og krydr med salt og peber. Sæt en pande over ilden og sauter hakkede løg i lidt olivenolie. Kom spinat på panden, så det falder lidt sammen, vend hurtigt rundt og tag af panden. Sauter de revne kartofler på panden i lidt olie under omrøring, til de sætter sig og er let gyldne, smag til med salt og peber.. Tag halvdelen af. Fordel spinatblandingen på kartoflerne og top med plukket gedeost. Form nu resten af de sauterede kartofler til et "låg" og pres det godt sammen. Steg den gylden på begge sider. Servér mens den er sprød og varm, evt. med en rødbedesalsa til.
Rødbedesalsa
Tilberedningstid ca. 20 minutter
300 g Rødbeder
3-4 spsk skyr
Saften af ½ lime
2 fed hvidløg
Olivenolie
Salt og peber
Vask og kog rødbeder til de er møre og smut skindet af. Blend rødbederne med olivenolie, skyr, limesaft, presset hvidløg og olivenolie. Smag til med salt og peber.
Kartoffelpizza
Tilberedningstid ca. 30 minutter
1 x pizzadej
250 g Blå Congo
250 g Blå Congo
250 g hvid kartoffel, eks. Ditta
1-2 friske chili
1 kvist frisk rosmarin
1 kvist frisk rosmarin
Olivenolie
Salt og peber
Tænd ovnen på 220 grader.
Sæt en bageplade ind i ovnen, så den bliver brandvarm. Hvis du har en pizzasten, bruger du naturligvis den.
Skur kartoflerne og skær dem i papirtynde skiver, gerne på et mandolinjern. Kom dem direkte i en skål med koldt vand og lad dem ligge indtil brug, så de ikke misfarves.
Rul dejen ud på et bagepapir. Dup kartoflerne med køkkenrulle og fordel de fine skiver på dejen. Drys med store flager frisk chili, rosmarin, dryp med olivenolie og krydr med salt og peber. Bag straks pizzaen i ca. 8 minutter eller til den er færdig.
Mazarinkage
Tilberedningstid 1 time og 15 minutter.
400 g kogte kartofler, Ditta
3 æbler, Fillippa
4 æg
1 appelsin
350 g rørsukker
100 g mandler
25 g smør
25 g hvedemel
100 g mørk chokolade
Pil og mos de kogte kartofler. Skræl æblerne, fjern kerenhus og skær dem i grove tern.
Pisk æggeblommer med sukker, reven appelsinskal og tilsæt saften fra appelsinen.
Pisk de mosede kartofler og æbletern i massen og vend smuttede hakkede mandler i dejen. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen.
Smør en form med smør og drys den med mel. Hæld dejen i formen og bag den ved 200 grader i ca. 45 minutter.
Smelt chokoladen og smør den på den afkølede kage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar