Jeg elsker at gøre mig umage. Men jeg har yderst svært ved at komme til perfektion, at afslutte og opnå den bedste udgave af mig selv. Kender du følelsen af at det du afleverer, godt kan blive bedre, er en kende hurtigt overstået og tanken falder på at gøre det bedre næste gang.
Jeg tror de fleste kender følelsen af at nå ”lige akkurat i mål”.
80/20 modellen regerer som bekendt over verdensherredømmet. At opnå den absolutte bedste udgave af sig selv, kræver disciplin, fokus, vedholdenhed og træning træning træning. Det siges at en musiker eller eliteidrætsudøver først peaker efter 200.000 timers træning. Pyha.
Den kreative del af mig, oplever ofte sig selv som ”ude i den ny sne”. Der hvor man gør tingene for første gang idet jeg yder at drømme om det næste og tænke frit. Det er både sjovt men grænseoverskridende og kræver ofte en kende mod og tro på at det nok skal gå. Samtidig sidder kun få af de første mange præstationer lige i skabet. Sjovt nok er der ikke mange der opdager det, idet det er de første tidlige udgaver og måske ikke så meget at måle det op imod.
For 7 år siden blev jeg i 3 måneder trapezkunstner i Cirkus Benneweis. Mine stunts bestod af en serie, med baglæns koldbøtter rundt om trapezen i flyvende tilstand og en stime af for mig, grænseoverskridende elementer. Nok den disciplin i mit liv der har krævet mit vildeste mod, innovation og så alle de elementer af rutiner som jeg ikke besidder som kernekompetence: Gentagelse & træning. En sund øvelse dér lige før min 40 års fødselsdag. Saldoen og den samlede trapezplan lykkedes efter2 måneder, 250 forsøg og 10 kilo lettere.
I november mødte jeg en ny udfordring, som stak pænt ud fra mit gennemsnit. Jeg blev spurgt om jeg ville indgå i en TEDx talk. Søg på TEDx på youtube og du vil finde mange taler, der hver handler specifikt, om et emne. Og de der taler, gør sig uhyggeligt umage. Jeg holder pænt mange foredrag om mange omdrejningspunkter som falder mig let. At blive spurgt om jeg ville lave en TEDx, var interessant nok det der skulle til, for at jeg for første gang i mit liv begyndte at træne seriøst på en præsentation.
Jeg valget at tale om, hvordan vi kan balancere menneskets dans med planeten. Under overskriften ”Plants are magic”, forsøgte jeg at folde planternes evner ud, som en del af løsningen på klima, erosion og menneskets livskvalitet. Og hvad ved en simpel kok som jeg om dette?
I de 6 uger op til præstationen 9 december, vred jeg min hjerne i mange afkroge. Eksempelvis talte jeg om erosion som en af truslerne og at vi skal bygge jord samt sikre plantevækst som en af de simple løsninger. På en længere togtur slog det mig, om jeg havde ret i mine tankesæt. Det fik mig akut til at google eksperter inden for området og i løbet af togturen fik jeg fat på de mest nørdede eksperter der bruger deres liv inden for feltet jord. Herefter følte mig sirligt opdateret og kunne hakke fluebenet af på denne udfordring. Hvad jeg ikke var igennem af coaches, engelskopdatering samt selvforståelse og betydelig reduktion af min agenda, da 18 minutter kalder på ”less is more”. Og på den måde gik dagene, hvor jeg intenst følte mig tilbage på skolebænken på den gode måde.
Udfordringen udviklede sig radikalt og efter 6 ugers intenst fokus, kulminerede det hele med såre 18 minutters præsentation i FN byen. Ikke desto mindre, var det utroligt givende at finde sig selv i den bedste udgave af sig selv og føle sig båret igennem af 35 seje frivillige der stod for hele setuppet. Søren E
Ingen kommentarer:
Send en kommentar