Ørnetågen, det er det, vi kalder det sted, hvor hybridgasserne sprænger i luften, og nye stjerner fødes. Det er et ret vildt sted, og man skal vist have de rigtige briller på for ikke at blive blændet. Der er ret støvet og tåget, og man farer let vild, så man skal bruge sin intuition for at komme sikkert i mål. Til gengæld venter der fantastiske usammenligelige oplevelser, hvis man tør være i elementet i længere tid.
Lidt sådan var det, da måneders diskussioner Søren Gericke og jeg imellem kulminerede ved et Ørnetåge-Landkøkken en aften på Krogerup. 220 oplevelsessultne gæster dukkede op til langbordsspisning i den hvidkalkede sydlænge. Hr. Gericke holdt en dejlig velkomsttale, der både handlede om isbjørneånder og studehjerter, hvilke lå fint i tråd med vores mantra om at ville helt ud i tågen.
Ideen var nemlig at gå lidt amok. Finde vores indre kaos og få det ud af kroppen, ned i gryderne, op på fadene og ned i maverne. Og det var lige det, der skete. Søren Gericke gik foran og lagde straks beslag på tre store hele kalvelevere og en flok studehjerter fra de sunde dyr på markerne ved Asnæs. ”De er mine,” udbrød han med øjne, der lyste køkkenet op. Og så kogte vi leversupper, linsegryder, grillede knurhaner og stegte hele friskfangede smelt i dagevis. Ingen af os kendte målet, andet end at der var budt til Ørnetåge-Landkøkken kl. 19. Og nøj, hvor vi lavede retter, som ikke rigtig er set før. Og det var lige det, der var meningen. Tænk at få 220 til at spise leversuppe og grillede hjerter samt alverdens mærkelige fisk med ben i. Respekt.
Tirsdag i denne uge gentager Søren Gericke og jeg forsøget på Go’ Morgen Danmark. Spændende om vores kære TV 2-værter vil nyde hjerter med asparges til morgenkaffen.
Måske du kære læser, kan bruge det som inspiration til indholdet i din kasse. Kast dig ud i en personlig gastronomisk nyskabelse. Køb dine første tarteletter og lav høns i asparges til din kone eller mand. Kast dig ud i en ny version af surkål med bacon og grønne asparges eller svøb bacon om de lange grønne, smid dem på grillen og rør en stærk dip.
Kom med ud i tågen, du finder altid hjem igen.
Se mere på Så kom Æresprisen flyvende - aarstiderne nyhedsbreve
Ingen kommentarer:
Send en kommentar